Sindssyg. Det er det første ord, som kommer frem, når jeg skal beskrive Yellowface. Uden at spoile (det står på bagsiden), så er plottet, at hovedpersonen tyvstjæler sin afdøde succesfulde forfatter venindes ‘ufærdige’ manuskript og udgiver det i eget navn – og får stor succes med den.
Det er første gang, at jeg læser en bog, hvor jeg virkelig ikke kan fordrage hovedpersonen – jeg-fortælleren. Hun er en kæmpe narcissist, der konstant og hele tiden fratager sig alt ansvar, for alt det dårlige hun gør. Det handler nemlig om spin – hvordan man altid kan fordreje en situation og skabe et narrativ til egen fordel. Og det er jo rimelig usmageligt konstant at lyve sig til sin uskyld. 🫢
Jeg elskede plottet. Synes selve historien er fed, men eksekveringen må jeg indrømme ikke lige spiller superliga hos mig. Man er rigtig meget i hovedet på hovedpersonen, og inde i selve bog-branchen med forlag, agenter – og hvis man ikke synes det er interessant, så er omkring 40% af bogen kedelig. Men jeg kunne slet ikke regne ud, hvad der skulle ske og selv på de sidste 20 sider var jeg spændt på, hvordan historien skulle ende. Så selve historiefortællingen er spændende, men nogle af siderne kan blive en anelse kedelige.
Jeg giver Yellowface 3 stempler. 🌀🌀🌀Jeg var meget imellem 2-3, men den var sgu spændende og jeg var super engageret i nogle af kapitlerne!
Kh Fie 🌻
