Det var en fornøjelse at læse om de skridt Tove Ditlevsen tog på Matthæusgade, Bagerstræde og alle de andre vidunderlige steder på Vesterbro, som jeg selv har spadseret på. Derfor vil jeg allerede lægge ud med at sige, at første del af Københavnertriologien får fire stempler 🌀🌀🌀🌀
Jeg har egentlig aldrig været den helt store historiepige. Jeg husker dårligt, og det har sgu også altid været lidt kedeligt at høre om dengang i gamle dage. Men må bare indrømme, at jeg har noget særligt for Toves fortællinger. Hun beskriver alting så spændende og fint – som om jeg sidder lige ved siden af hende i den kolde vindueskarm og kigger ned på alle de mennesker hun fortæller om i gården.
Der sker egentlig ikke så meget i bogen – man hører sjovt nok om Toves barndom – men i adspredte anekdoter og tanker. Man får en stor forståelse for, hvor hård en barndom hun har haft – og opstarten på de dæmoner, som har jaget hende hele livet igennem. En angst, der er særligt fremtrædende lige inden sengetid. Noget, jeg i den grad kan genkende.
Vil virkelig anbefale den her bog. Den er kort, simpel at læse og spændende hele vejen igennem. Du får fornøjelsen af Toves fortællinger og udsnit af digte – som hun giver kontekst til. Vil slutte af med to perler:
🐚 “Selv om ingen andre bryder sig om mine digte, er jeg nødt til at skrive dem, for det dæmper sorgen og savnet i mit hjerte” (og tænk lige engang, hvor mange, som har brudt sig om de digte??)
🐚“Engang vil jeg skrive alle de ord ned, der gennemstrømmer mig. Engang skal andre mennesker læse dem i en bog og undre sig over, at en pige alligevel kunne blive digter” (og sikke du fik viste dem)
Kh Fie, der glæder sig til at læse Gift 🌻
