💔❤️🩹 jeg har aldrig grædt så meget til en bog før. Og jeg har altså læst Et Lille Liv. Det var på sådan en måde, at jeg ikke kunne læse, hvad der stod på siderne, fordi mine øjne var helt oversvømmede (😭!!) man kan jo være i tvivl om det er er kvalitetsstempel, men det er det virkelig for mig. Vilma gik direkte i hjertekulen 🏹 og skrev så følsomt, rent og fint om noget af det værst tænkelige, jeg kunne forstille mig. At gå og vente på, hvornår ens mor dør 😭 (puha nu igen)
Vilma (bogen er autofiktion) lukker os ind i sit ungdomsliv med alt det, der hører til – samtidig med, at ens mor er dødeligt syg, men bliver ved med at være i live. Hvordan er det at være på efterskole, tage på ferie, være på Roskilde, når man altid er bange for, at det var sidste gang man så sin mor. Hvordan er det at skændes med sin mor om, at hun snart skal dø? Jeg var dybt betaget af skænderierne mellem Vilma og mor, fordi det er så ærligt og modigt at dele alle de svære følelser, der naturligvis opstår i gennem så langt og hårdt et sygdomsforløb. Hvordan man takler det forskelligt – og hvordan den forskellighed så får lov at udfolde sig.
Der er så meget kærlighed i den her bog, og det kommer så tydeligt ud. Kærlighed mellem mor og papa, mellem mor og Vilma, papa og Vilma. Mor og søster. Alt er love. Hvis du er klar til at lade tårekanalerne løbe, så har Tænk Ikke På Mig min største anbefaling ❤️🩹 Uden tvivl 5/5 stempler for at sætte turbo på mit nervesystem 🌀🌀🌀🌀🌀.
Knus Fie 🌻
