Året er 2024, men verden ser markant anderledes ud. Vi følger Lauren, som vokser op i et af de ‘sikre’ områder i Los Angeles. Deres lille fælleskab består af en håndfuld familier, der alle må hjælpe hinanden med at overleve. Der er ingen jobs af få, regeringen er korrupt og de fattige bliver solgt til slaveri. Bag den høje mur, der gerne skulle beskytte dem, findes en verden af tørke, krig, sygdom og ødelæggelse. Ingen er garanteret overlevelse eller en fremtid. Det er alle mod alle.
En aften bliver fælleskabet angrebet og Lauren er en af de få, der overlever. Hun beslutter sig for at søge nordpå, hvor hun har hørt, at der findes er bedre liv i Canada. Hun drømmer om at starte et nyt fælleskab – Earthseed – der er baseret på en ny religion og tilgang til Gud. Men vejen dertil er ikke uden udfordringer og Lauren må frem for alt forsøge at overleve.
Selvom bogen er skrevet i 90’erne, præsenterer Butler en meget disintegreret vision af USA, der har uhyggeligt mange ligheder med verden i dag. Præsidenten vil fx ‘Make America Great Again’ og så kan man selv tænke sig til resten 🫢….
Jeg læser meget sjældent spekulativ/dystoptisk fiktion, mest fordi jeg ikke har så meget kendskab til det. Men wow det var spændende! Det er nem læsning og jeg blev virkelig fanget. MEN, det var simpelthen også så uhyggeligt og ubehageligt nogle gange. Der er meget farvede beskrivelser af mord og voldtægt og det slog jeg mig lidt på. Det fyldte heldigvis ikke alt for meget, men når det dukkede op på siden, så blev der heller ikke sparet på detaljerne.
Jeg ender derfor på 3 stempler 🌀🌀🌀, mest fordi jeg har sovet dårligt om natten de sidste par dage 😩. Parable of The Sower er desuden den første bog i serien ‘Earthseed’, så når jeg har samlet mod og en god nats søvn, må jeg prøve kræfter med toeren.
Kh Kami🪩


