Der er kommet en ny stjerne på himlen. Ingen ved, hvad det er, hvor den er fra, eller hvilken indflydelse den har. Der begynder så småt at ske uforklarlige ting. En hedebølge bevæger sig indover den Norske kystby, dyr og insekter opfører sig underligt, folk forsvinder og et brutalt mord finder sted. I hvert kapitel følger man en lang række karakterer. Nogle går igen i flere kapitler og andre hører man aldrig om igen. De er hver især ganske almindelige mennesker, med en almindelig (måske banal) tilværelse. Alligevel krydser deres veje. De kæmper alle med deres egne dæmoner og har det tilfælles, at stjernen præger deres liv på mystisk vis.
Det lyder uhyggeligt og det er det også. Hvert kapitel har creepy undertoner og Knausgård skaber en stemning der er lidt ubehagelig.
Mest af alt handler Morgenstjernen om døden og alt det vi ikke forstår: tro, menneskets forhold til døden og hvilken betydning livet egentlig har. Det er en teologisk/psykologisk thriller og Knausgård rejser nogle interessante eksistentielle spørgsmål om meningen med livet, døden, religion og filosofi gennem referencer til Bibelen, Græsk mytologi og tænkere som Kirkegaard.
Jeg har længe gerne ville læse Knausgaard, men jeg har været nervøs for at springe ud i det. Jeg har ofte fået fortalt, at det kan være langtrukkent og til tider kedeligt. Jeg vil nok formulere det anderledes: for Knausgård handler det mere om rejsen end destinationen. Selvom han bruger mange ord er det ikke ubetydeligt, tværtimod.
Jeg blev meget grebet og havde en læseoplevelse udover al forventning. Jeg fløj igennem de 666 sider og var meget investeret i de forskellige personligheder og deres skæbner. Morgenstjernen er den første bog i en serie på (indtil videre) fire værker og jeg har allerede skaffet to’eren, som jeg er meget spændt på! Morgenstjernen får fire stempler herfra 🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
