Yahya Hassans familie er gået sammen om at skrive om deres liv, opvækst og personlige forhold til Yahya. Mens deres mor står for en rørende slags prolog og epilog, skiftes de fire søskende til at beskrive årene 2006-2020, hvor Yahya som bekendt tragisk dør.
Det er i og for sig en spændende fortælling og det er en øjenåbner at komme endnu mere med bag facaden, end vi gjorde gennem Yahyas egne udgivelser. Især er jeg vild med den yngste bror Abd Al-Salams afsnit, som virker oprigtige og rørende.
Gennem bogen fik jeg dog en lidt ubehagelig følelse af, at familien udleverede Yahya, især fortællingerne fra årene op mod hans død, hvor han bliver mere og mere psykisk syg. Og nu er Yahya her ikke længere til at frabede sig omtale af de episoder.
Jeg forstår, at det er vigtigt at have alle detaljer og episoder med, for at forstå nuancerne og for præcis at forstå, hvorfor det hele endte, som det gjorde, men jeg fik en ukomfortabel følelse af, at familien på en måde nu kapitaliserer på Yahyas død, uden at han kan sige til eller fra.
Omvendt har familien nok følt præcis det samme, da Yahya udgav sine to digtsamlinger – hvilket de også beskriver i denne bog.
Jeg ender på tre stempler 🌀🌀🌀, for jeg synes virkelig, det var en interessant bog og Steffen skriver virkelig godt, men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg er etisk overbevist. Til gengæld gav den mig lyst til at læse Yahyas udgivelser endnu en gang, så dem vil jeg kaste mig over.
Kh Jul ✨
