Åh. Små forventninger var faktisk en fin roman. Vi følger Maria, der er er kærester med Simon. Det har de været siden gymnasiet. Men Maria får (endnu en gang) et afslag fra musikkonservatoriet, slår op med sin kæreste, og flytter ind hos sin veninde, Fanny. Maria arbejder som pædagogmedhjælper (et job, der skulle være midlertidigt), og navigerer i hjertesorg, spiller musik med sit band – Amor Fati, som består af hende og hendes ven, Milad. Maria er fyldt med sorg over sin mor, der er død. Maria går på tinderdates med en række københavnersmarte fyre, får beskeder om fnat, sexsygdomme, og alt det indimellem.
Det er egentlig en bog lige for mig. Jeg elsker bøger i København. Steder, man kender. Jeg elsker (ulykkelige) kærlighedshistorier. Og jeg har altid været vild med Barbara Gjerulffs, nu afdøde, mor.
Men jeg brugte alligevel, måske, 70% af bogen på at være (for) irriteret på, særligt, Maria. “Kom nu!”, tænkte jeg. Måske fordi jeg kunne spejle mig selv i hende (på tragisk vis), af og til. Jeg ved det ikke. Men åh, jeg syntes det var lidt irriterende nogle gange.
Der var nogle virkelig fine passager, og enormt gode sætninger. Det spillede virkelig!
Jeg ved, at hvis man hører den som lydbog, så er sangpassagerne sunget af Barbara.
Den sidste del af bogen fangede mig virkelig. Jeg blev revet med, var enormt nysgerrig, og læste det sidste på to dage. Man kunne også godt fornemme en snert af, at Barbara er inspireret af sit eget liv, og sin egen (nyligt) afdøde mor. Det ramte.
Sød, sjov, fin bog. Kan klart anbefales!
3 ud af fem stempler 🌀🌀🌀
Kh Manda 🐬
