Føler, jeg har set den her bog på samtlige strandbilleder i sommer — meget ligesom ‘Kun til navlen’ var sidste år. Samtidig synes jeg også, jeg skimtede en række mindre gode anmeldelser hist og pist, dog også en række gode. Derfor var jeg også en smule fortvivlet om, hvad jeg skulle forvente af den. Jeg har læst de to første bøger i hendes erindringstrilogi, og dem har jeg været jævnt glade for, så jeg kunne nok heller ikke skrue helt ned for mine egne forventninger.
Det er en fortælling om frigørelse, kærlighed, omsorg, følelser. I fortællingen følger vi datteren Sofia og sin mor Rose. Fra første til sidste sætning følger vi deres (komplekse) forhold. Sofia er nået til at skulle påbegynde sin ph.d. i antropologi, alt imens hun arbejder i en kaffebar og bor i et lagerrum. Alt imens lider moderen af en mystisk, mærkelig, underlig sygdom, hvorfor de tager til Andalusien for at besøge (den nok totalt korrupte) læge, Mr. Gomez.
Sofia bliver forelsket i (…måske draget af??) den tyske syerske, Ingrid, der bor i Andalusien med sin kæreste Matthew. Her foregår der også skøre ting mellem de tre (og flere…). Imens moderen går i behandling, skal Sofia spendere tiden på andet. Vi er tilskuere til Sofia og Roses indviklede forhold og Sofia der både bevæger sig som sin mor, og løbende genfinder sig selv. Det er en roman og fortællestil fyldt med myter og kærlighed.
Jeg synes, det er en lidt krævende bog. Selvom, der ikke står meget, så kræver den alligevel en del af læseren, med blandt andet fortolkninger, ordsprog og myter. Der er dertil intet plot, så hvis man ikke er til det, ville jeg nok ikke læse den. Sidst, så er det helt ærligt også en ret mærkelig bog. Moderen var hamrende irriterende. Og jeg er i tvivl om mange ting. Dog var det stadig en god læseoplevelse, og hermed en stor anbefaling herfra. <3
4 stempler herfra 🌀🌀🌀🌀
Kh manda 🐬
