Frankenstein – Mary Shelley

Historien om Frankenstein er på mange måder et verdensfænomen. Jeg har kendt til historien siden altid, føler jeg. Og så alligevel ikke. For Frankenstein er navnet på den videnskabsmand, som skaber monsteret og ikke monsteret selv. Jeg har nemlig altid troet, at det var den anden vej rundt😆. Monsteret, uhyret, bæstet, dæmonen – kald det, hvad du vil – forbliver derimod navnløs gennem historien. Ikke desto mindre har jeg aldrig haft så meget sympati og medfølelse for et væsen❤️‍🩹.

Fortællingen om Frankenstein og monsteret begynder på et skib, der er på opdagelsesrejse mod Arktis. Da skibet fryser fast, får besætningen øje på en mand, der er fanget på isen. Hans navn er Victor Frankenstein. Da han bliver reddet ombord, udmattet og fortvivlet, fortæller han sin historie til kaptajnen.

Victor Frankenstein bliver som ung mand sendt på universitetet, hvor han med sin forkærlighed til naturvidenskaben, begynder at eksperimentere med skabe et væsen. Efter mange måneders vanvid lykkedes det ham endelig at give liv til sin skabelse – et syn, der driver ham til et mentalt og følelsesmæssigt sammenbrud. Men væsenet når at flygte fra laboratoriet og Victor frygter, hvad han har skabt og givet liv til.

Frankenstein er hverken uhyggelig eller ubehagelig. Den er sørgelig og tragisk. Der var mange tankevækkende elementer, som jeg synes var relevante til tiden i dag. Victor, der tørster efter ny og mere viden og påtager sig en rolle som gud og skaber ved at udfordre og udnytte naturens kræfter, skal uventet stå på mål for sine eksperimenter uden at have overvejet konsekvenserne. Og det væsen han skaber, længes i bund og grund kun efter at blive elsket, set og omfavnet på lige fod, som alle andre, men er kun mødt med ondskab og foragt. Det knuste mit hjerte💔.

Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget jeg nød at læse Frankenstein og nu kan jeg endelig få set den nye filmatisering (man skal jo læse bogen først, synes jeg). Fire stempler herfra 🌀🌀🌀🌀.

Kh Kami

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *