Notes on heartbreak – Annie Lord

“Releasing each other might’ve been our greatest act of love” – Annie Lord.

Notes on Heartbreak starter, der hvor historien slutter. Det handler om Annies hjertesorg efter at hendes kæreste, Joe gør det forbi efter fem år. Fra chokket af bruddet, minderne om deres forhold, ligegyldige Hinge dates til en ærlig selvrefleksion og kampen om at få kærligheden til sig selv tilbage. 

Når kærligheden tager over, kan vi komme til at glemme os selv, hvem vi er og at kærlighed findes så mange andre steder end i vores partner. Vi vælger ikke at ville se det og opdager det nok først, når det er for sent. 

Hjertesorg handler om at miste den man elsker, men det handler også om at miste sig selv. Annie prøver at forstå, acceptere og give mening til det, der er sket. Hun bliver klogere på sig selv hele vejen igennem og selvom bruddet fra Joe måske var en af de hårdeste og sværeste episoder i hendes liv, så ville hun ikke være det for uden. 

Notes on Heartbreak er ægte og fortæller en historie om hjertesorg – en vi alle oplever. Der er ikke pyntet og pustet op for at gøre det til noget det ikke er. Det er følelser og oplevelser, jeg tror, vi alle kan relatere til. Annie er ‘spot on’ i fortællingen af hjertesorg og formår at sætte de helt rigtige ord på de tanker og følelser, som hun møder undervejs, såvel som de ting hun får lært og kan tage med sig videre.

Det er råt, sjovt og særdeles betryggende for enhver der går igennem det samme. Hvis det er tilfældet for dig, så er budskabet for Annie klart: du skal nok blive okay🩷 

Måske var jeg ekstra begejstret, fordi jeg selv prøver at komme over et knust hjerte og af den grund fandt jeg meget tryghed i at høre om en, der er gået igennem det samme. Det er rart at høre, at man ikke er alene. Notes on Heartbreak får 4/5 stempler
🌀🌀🌀🌀 kh Kami 🪩

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *