Vendte hurtigt tilbage til Annie Ernaux ❤️ og pyha for en omgang (og tak!!!! fordi I stemte på, at det var den jeg skulle læse)
Bogen er igen selvbiografisk og lige så kort som Simpel Lidenskab (ca. 106 sider + bogen er LILLE), men det siger absolut intet om dens vigtighed.
Gennem gamle dagbogsnotater tager Ernaux os med på en slags genbesøg fra dengang i 1960erne, hvor hun blev ufrivilligt gravid og måtte få foretaget en ulovlig abort.
En mega, mega (!!) samfundsrelevant bog. En bog, der minder mig om, hvor heldig jeg er, at jeg har mit frie valg. Og det har jeg, fordi en række andre kvinder har kæmpet. Og kvinder som Ernaux har oplevet helt sindssygt grusomme oplevelser, der kunne have slået dem ihjel. I bogen mærker man tydeligt, hvor ensomt det er, at være Ernaux.
Vi følger hende i tiden op til, under og efter. Og det er så hård og barsk læsning. Og egentlig synes jeg bare det burde være en pligt for alle at læse. :’)
Jeg synes, hun skriver smukt. Og barskt. Og det er meget intimt at følge hendes dagbogscitater løbende. Det hele er meget tæt på traumet. Man mærker tydeligt, at hun bliver mere og mere desperat efter nogen, der kan (vil?!) hjælpe hende.
Bogen er vigtig. Fordi abort ikke er noget ‘man bare lige gør’. Fordi, at selvom tiderne har ændret sig, lovgivning har ændret sig, så er abort stadig tabubelagt.
Jeg giver bogen 4 ud af 5 stempler🌀🌀🌀🌀
Kh Manda 🐬
