Forbrydelse og Straf – Fjodor Dostojevskij

Fire ud af fem stempler.
🌀🌀🌀🌀
Da jeg lukker bogen en sidste gang er jeg blæst bagover af indtryk: Wow!
Bogen er bestemt ikke for alle, det må jeg indrømme. Men for alle os med et gammelt skeptisk sind travlt med at lege hverdagsfilsoffer, vi vil have svært ved at lægge bogen fra os, når vi først er fanget i fortællingen om den fattige, mentaltforstyrede studerende og morder Rodion Raskolnikov i det gamle Rusland.

At kalde det en krimi vil være en synd. Historien er langt større og indkapsler alle livets temaer, når vi følger Raskolnikovs mentale rejse og begrundelse i drabet af den rige pantlånerske. Selve mordet virker som en bagatel sammenlignet med efterspillet af Raskolikovs sindstiltand og manglende evne til at leve med samvittigheden i behold overfor nærmeste og kæreste. 

Fortællingens egentlige omdrejningspunkt er vel, om Raskolnikov ender med at blive straffet for forbrydelsen eller straffen nærmere er at leve med forbrydelsen?

(Spoiler alert) Vi ved fra begyndelse hvem morderen er, tror vi, men undervejs bruger læseren al tænketid på Raskolnikovs livsanskuelser som: Er samfundet delt op i lus og mennesker? Og er pøblen egentlig bare lus, der kæmper for at overleve, mens egentlige mennesker sikrer verdens fremgang? Er det okay at begå mord, hvis det helliger et større formål? Hvor ensom er man, når man er elsket af alle omkring en? 

Uanset hvilke svar læserne selv finder, så sidder jeg selv tilbage med en mærkelig følelse af sympati for den fattige studerende, som et kort øjeblik af sit liv mistede forstanden og med det samme resten af sin fremtid.

Kh Jakob uden Instagram