Moon Palace – Paul Auster

Det her er nok den bedste bog, jeg har læst i år. Så er det sagt. Hvis jeg skulle beskrive den med et ord, skulle det nok være ‘tilfældighed’. Nogle ville måske sige ‘skæbne’, det kan du selv have lov til at bedømme.

Vi følger M.S Fogg i søgen efter sig selv, meningen med livet, kærligheden og forsøget på at forene sig med fortiden. Vi er i slutningen af 60’erne. Armstrong er landet på månen, og Moon Palace er en kinesisk restaurant. 

M.S barndom har sat sit præg. Faren er ukendt og moren dør pludseligt. Da han mister sit sidste levende familiemedlem, onkel Victor, er han efterladt alene i verden. Livet sætter ham på prøve, så meget at man kan have svært ved at tro, at han kan rejse sig igen. Heldigvis møder han nogle fantastiske karakterer undervejs. Alle med hver deres skæbne og formål, som på hver deres unikke måde er med til at bringe ham tættere på det han søger – og den han er. 

M.S rejse tager uforudsete drejninger, og det er disse ‘tilfældigheder’, der gjorde det svært at lægge bogen fra mig. Jeg blev fuldstændig suget ind i bogens univers. Auster har en fantasi udover det sædvanlige, hans sprog er magisk og fangende. Det er altså fiktion der vil noget.

Moon Palace får (selvfølgelig) fem stempler herfra 🌀🌀🌀🌀🌀, og jeg skal læse mere af Auster.

Kh Kami🪩

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *