“For years I tried to write but the compromises of my life made it impossible to inhabit a position. And ‘who’ ‘am’ ‘I’? Embracing you and failure’s changed all that cause now I know I’m no one. And there’s a lot to say…”
Det hele begynder med mødet med Dick. Chris bliver bragende forelsket. Hun deler sin forelskelse med sin mand, Sylvére, og sammen skriver de breve til Dick. Brevene starter som en korrespondance mellem Chris og Sylvére, om hendes længsel efter Dick, men efterhånden opdager Chris, at det slet ikke handler om begæret for Dick. Det handler om hende selv, det at finde et ‘selv’, et ‘selv’ som måske slet ikke findes. Dick er blot et symbol, en Uber Dick.
Kraus kalder selv genren for ‘Lonely Girl Phenomenology’, nogle kalder det teoretisk fiktion, og andre autofiktion. Grænserne er sløret, det er både teoretisk med fokus på store tænkere som Kierkegaard, Baudrillard og Hannah Wilke. Men det er også en rigtig historie, fordi Chris findes i virkeligheden.
Det er igennem Dick, at Chris formår at finde sin egen stemme. Første del af bogen er skrevet i tredjeperson, anden del er i førsteperson. Chris går kritisk til værks, der stilles spørgsmålstegn ved seksualitet, hendes ægteskab, kvinders rolle i en mandsdomineret samfund, og hvad det vil sige at blive ‘accepteret’ som kunstner.
Det er ikke en nem bog at læse, men særdeles betydningsfuld. Især hendes referencer kan være skæve og lidt svære at forstå. Det var en bog, der tog mig noget tid at forstå. Jeg har understreget meget, og genlæst passager. Det har i hvert fald fået mig til at tænke. Det synes jeg en god bog bør gøre. Jeg vil sige, at det er det værd at kaste sig ud i.
I Love Dick får fire stempler herfra🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
