Hold kæft og vær smuk – Vita Andersen

Denne bog er en 2-i-1 med digtsamlingen ‘Tryghedsnarkomaner’ – anmeldt i forrige opslag – og novellesamlingen ‘Hold kæft og vær smuk’, som jeg anmelder her. 

Igen en titel, der siger enormt meget om de karakterer, som vi skal møde undervejs. Novellerne er bestemt ikke for følsomme sjæle. Det er omsorgssvigt, vold, misbrug, spiseforstyrrelser. Tragiske skæbner. Og der er intet lys i mørket. 

Hvilket jeg synes manglede. 

Men samtidig er det måske også bare en erkendelse af, at ikke alle skæbner har det lille glimt – en voksens hånd, en vens kram eller en fremmeds smil – der kan lyse op i mørket. 💔 Og måske det i virkeligheden er dét, vi skal tage med os videre, når vi går ud i verden efter at have læst bogen. Vær dén voksne, dén ven og dén fremmede. Nogle gange kan en hånd, et kram eller et smil gøre hele forskellen. ❤️‍🩹

Jeg vil slutte af med at skrive, at min læseoplevelse her ikke var super god. Jeg tror egentlig mest, det handlede om, at jeg afsluttede en novelle, hver gang jeg lagde bogen fra mig, og derfor ikke havde den samme iver efter at vende tilbage til læseboblen, som når jeg læser romaner. Men jeg er ret sikker på, at det er en “it’s not you, it’s me”-situation, og derfor giver jeg alligevel 4 🌀🌀🌀🌀 stempler.

Kh S 🪐

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *