Jeg synes Løgneren er en svær bog at anmelde. Det er svært at sætte ord på, hvad det egentlig er, den handler om og hvad jeg tager med mig efter at have læst den. Jeg blev inspireret af min far, som har læst Løgneren op til flere gange og opdager hver gang noget nyt om hovedpersonen og om sig selv. Det var jeg nysgerrig efter.
Man følger Johannes Vig i efterkrigstiden på Sandø, hvor han fungerer som degn og øens skolelærer. Han er forelsket i Annemari, holder øje med sneppen, går på jagt med hunden Pigro og er beundret af Rigmor. Johannes Vig skal siges langsomt – ellers bliver det til svig – og det siger meget, måske alt, om hovedpersonen. Han kalder sig selv løgneren, for det er han overfor sig selv. Hans beretninger om livet på Sandø, dets beboere og relationer er skrevet i dagbogsform og henvender sig til en opdigtet ven, Nathanael. Den eneste han har at tale med. Johannes giver plads til detaljer i naturbeskrivelserne af Sandø, både dets brutalitet og skønhed, samt hans fortællinger om beboerne, som hver især sætter et væsentligt præg på hans tilværelse. Alligevel er Johannes svær at lære at kende.
Han er en skygge gennem Løgneren. Han er alkoholiseret og gemmer sig bag en facade af benægtelse, ensomhed og frygt for at blive konfronteret med sandheden om sit eget liv. Selvom der befinder sig en nysgerrighed ved meningen med livet, formår han aldrig at prøve at få svar på de evige spørgsmål om kærlighed, tro og tab. Han smider alt det han elsker bort og er overladt til sig selv. Det hele er en kynisk livsløgn.
Løgneren er fyldt med nuancer og vinkler. Den er smuk og sær. Der sker ikke særlig meget, hvilket netop giver plads til de mange lag af betydninger mellem linjerne. Den skal læses langsomt og i stilhed og nok også flere gange. Det blev en must-read af dansk litteratur for mig og får 5 stempler herfra 🌀🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
