Jeg fandt denne klassiker hos min y-antikvar til en flad 20’er og måtte simpelthen have den med hjem. Min udgave er fra 1973, hvor bogen første gang blev udgivet. Jeg elsker tanken om, at Jette og jeg begge har siddet og læst om feminisme bare med 50 års mellemrum (swipe for cute signatur)🥹
Brøgger er feminist og hun tænkte vilde tanker om familieliv, børn, seksualitet og patriarkatet allerede for 50 år siden. Det var vildt at læse bogen sideløbende med Emma Holtens ‘Underskud’, fordi de begge kredser om kvinders værdi og rolle i det samfund, vi har bygget. Virkelig sigende og skræmmende, at tankerne har været der og at kvinder har råbt højt så længe, men at forandringen i samfundet sker så langsomt.
Bogen er en skør genre og ret svær at placere, men kan nok bedst beskrives som en række essays med forskellige temaer indenfor kvindeliv. Jeg var især vild med det lange interview om incestforbud, og med kapitlet om, hvorfor vi tror, det er det rigtige og efterstræbelsesværdigt at leve i monogami.
Som sagt er min udgave den allerførste fra 1973, men jeg ved, at bogen blev genudgivet så sent som sidste år. Jeg håber, tror og går ud fra, at den i den genudgivelse har fået en mindre opdatering, da nogle af Brøggers ordvalg og hendes måde at anskue enkelte ting på, godt kan virke en smule outdatede med 2024-brillen på.
Ikke desto mindre vil jeg gerne give hende fire stempler 🌀🌀🌀🌀, og lur mig om ikke det ville blive fem, hvis jeg læste nyudgivelsen.
Kh Jul ✨
