Bogen kalder sig selv en “hestepigeroman”. Man møder nemlig Kirsten, hvis mor har en form for rideskole, hvor Kirsten hænger ud med sine bedste veninder Anita, Karina og Hvepsen. Men ak, det her er så meget mere end en hestepigeroman – jeg elsker dog det spin! 🐎
Jeg har aldrig selv været en hestepige, så nogen af begreberne kom jeg til kort med, men Damn jeg kan fornemme, at jeg også er gået glip af en masse drama. Hestepiger er jo direkte loco – eller de her hestepiger er i hvert fald.
Kirsten vil gerne slå sin stedfar, Steen, ihjel (bare rolig, det står på bagsideteksten, så ingen spoiler der), og samtidig med at hendes liv handler om veninder, heste, hvilke drenge der kysser bedst og hvilken Spice Girl man helst vil være, så lægger hun altså også en mordplan.
Det er en skør coming of age, som klart har et klimaks og nogle karakterer man egentlig godt gad udforske endnu mere, men det får vi desværre ikke rigtig lov til, fordi bogen er så kort (lige over 100 sider). Jeg gad godt dykke endnu mere ned i Kirstens relationer og hendes had til Steen og hvad det bunder i.
Derfor stempler jeg ud med tre 🌀🌀🌀 dog meget store og meget underholdende stempler!
Bjørn Rasmussen skriver virkelig råt for usødet og det er ret befriende, at jeg ikke altid selv skal læse mellem linjerne og analyse symbolik og forstå den dybere mening. Dovne sommerferier må gerne bare være lige til.
Knus Jul ✨
