Ham on Rye er en autobiografi. Vi følger Bukowskis egen barndom og ungdomsliv i Los Angeles, dog under alter egoet Henry Chinaski. At sige hans opvækst var svær er en underdrivelse. Starten på hans liv er voldsomt præget af depression og en voldelige og kontrollerende far, hvor både Henry og hans mor er underlagt hans tyranni. Uden for hjemmet slås Henry med psykisk og fysisk mobning, et acne udbrud der er så slemt at han isolerer sig selv fra alt og alle, og starten på et usundt forhold til alkohol i et forsøg på at flygte fra det hele.
For Henry findes kærlighed og omsorg ingen steder. Han mister lysten til at leve livet og graver sig længere og længere ned i et mørkt hul af misbrug, ensomhed og vrede. Det er nogle gange så absurd, at jeg var splittet mellem at grine og græde.
Henrys liv bærer præg af en tilstand af stilhed. Han kommer bogstavelig talt ingen steder og det kan smitte af på læseoplevelsen, da der ikke kommer den store forløsning eller point of no return. For mit vedkommende gjorde det ikke så meget, jeg følte det hørte med til en stor del af fortællingen, nemlig at være gået i stå og fortabt.
Jeg er lidt en sucker for socialrealismen. Den hårde, ægte, upoleret, tåkrummende og skånselsløse menneskelige tilstand. Livet bliver på mange måder sat i perspektiv og der bliver sat ord på følelser og oplevelser, der ellers er svære at få italesat. Charles Bukowski leverer lige netop det.
Ham on Rye er et brutalt indblik i underklassens virkelighed. Det er fyldt med smerte, giver kuldegysninger og til tider et smil på læben. Jeg nød det meget og ender på fire stempler 🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
