Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig – Amanda Romare 

Jeg lægger ud med en af sommerens helt store must reads: Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig af svenske Amanda Romare. Selvom bogen udkom i Sverige i 2021, er den nu oversat til dansk, og over alt i mit feed ser jeg billeder af coveret ligge på solsenge, strande og fortovscafeer, så jeg måtte selvfølgelig også læse den. Alene titlen tiltaler mig, for er der noget, jeg er fan af, så er det tragikomisk læsning. Og det må man sige, at den her roman er.

Gennem fortællingen følger vi Amanda (og hendes vennegruppe Dr Peppers) gennem et års Tinder-fortvivlelse og datingkatastrofer. Som skrevet i en dagbog fortæller Amanda om sine møder med fyre, der alle er kommet i stand, fordi hun har besluttet sig for at være åben over for kærlighed, dates, sex og hvad der ellers måtte komme ud af fingrenes swiping-bevægelser. Det fører selvsagt til op- og nedture og formentlig en del genkendelse hos mange læsere.

Jeg grinte flere gange gennem romanen, der med scener som:

“Måske jeg kan være din ven?” 

“Jeg kan godt lide at hænge ud med en gruppe.”

fremhæver tragikomikken i hverdagens afvisninger. Indimellem gav bogen mig lyst til at introducere meditation til hovedpersonen, for hendes febrilske og hektiske tankerække hiver læseren hurtigt gennem hendes rutsjebane af følelser – og det skal man lige være klar på. 

Da jeg var tre fjerdedele inde i bogen, måtte jeg tjekke overskrifterne i resten bogen for at se, hvor mange flere fyre, jeg skulle introduceres til, da de gentagende dumping-scenarier (det havde du nok gættet ud fra titlen var en stor ting her), blev en smule trivielle. Men det direkte sprogbrug og de yderst ærlige beskrivelser af dates og mere eller mindre casual sexmøder hev mig hurtigt tilbage i Amandas verden af ensomhed, komiske timing og frustrerende store mangel på tilbageholdenhed.

Den får 4 stempler 🌀🌀🌀🌀
Knus Cecilie, gæsteanmelder 🍭

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *