Selvbiografisk skriver Oliver (Ivor) om at vokse op i et hårdt miljø i Oslos gader. Institutionsliv, stoffer, våben, ensomhed, sorg og venner, der er mere end venner, de er familie, og de har kun hinanden.
Jeg havde ikke læst meget mere end ti sider, før jeg fældede en tåre og det gik lige i hjertet at læse om, hvordan man kan føle sig nødsaget til fx at bo hos en voldelig forældre, fordi man ikke har andre. Hvordan man også kan få sit hjerte knust, selvom man er Oslos hårdeste dealer. Og hvordan venner kan bindes sammen af afhængighed og kriminalitet, men at det også er en berettiget og oprigtig form for livsvidner.
Bogen er skrevet som små afsnit i talesprog og mindede mig meget om Yahya Hassans første digtsamling, som også var en kæmpe øjenåbner for ikke bare mig, men hele Danmark. Havde det ikke været for den behjælpelige ordliste bagerst i bogen ville jeg flere gange undervejs have været helt lost med udtryk som schab, kol og zot, men det gav bare en ekstra dimension til bogen, som jeg virkelig godt kunne lide.
Tag alle mine penge Oliver Lovfuckingrenski fra Oslo – du er en stjerne og jeg giver debutromanen fem af de blå 🌀🌀🌀🌀🌀!
Jeg har googlet lidt, og det lader til, at bogen er i fuld gang med at blive lavet til en serie i Norge, og jeg kan slet ikke vente.
Kh Jul ✨
