Dorthe bor i Glumsø. Det sker ikke meget i Glumsø. Hun er flyttet hjemmefra, men orker ikke sætte gardiner op eller lave mad. Hun studerer på KUA, men tager aldrig til forelæsningerne. I stedet går hun i bageren, i genbrug, skriver festsange og besøger sin moster, som også hedder Dorthe. Hun har korte romancer på kryds og tværs med Per, Lars og drengen fra stationsbygningen, men intet bliver nogensinde til noget mere. Det hele er lidt meningsløst.
Dorthe er plaget af søvnløshed. Hun er rastløs og ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. Det er som om, at verden går forbi hende og hendes endeløse vandren bliver et forsøg på at finde en plads i det store kaos, vi kalder livet. Dorthe gør ikke meget for at ændre sin tilværelse og tingene sker, som de nu gør. Hun ender der, hvor vinden blæser hende hen og stiller aldrig spørgsmålstegn eller reflekterer over, hvordan det hele ellers kunne have været. Hvis det var skrevet i nutid, var der måske flere bekymringer og tankestrømme.
Enten er man til Helle Helle eller også er man ikke. Helle Helle skriver fladt, objektivt og tegnsætningen kan nogle gange spænde ben for flowet i læsningen. Dog er hun fantastisk til at iscenesætte det trivielle hverdagsliv med lidt kiksede karakterer. For nogle kan det være kedeligt, men jeg nød at være i selskab med Dorthe. Nok fordi jeg kunne spejle mig i hende og følelsen af, at man burde gøre eller lave noget andet, end det man gør. Sådan er vi nok mange, der har det nogle gange.
Jeg ender derfor på 4 stempler 🌀🌀🌀🌀.
Kh. Kami🪩
