Da Ida møder Arnold udvikler deres forhold sig hurtigt fra brevudveksling til decideret vanvid. Selvom de er begge gift og har børn, sætter Ida alligevel alt på spil for at få Arnold…. venner, familie, børn og ikke mindst – sin selvrespekt. Det er hele er ligemeget, for Ida er overbevist om, at hun ikke kan leve uden deres altødelæggende og altoverskyggende kærlighed. Uden Arnold, kan hun ligeså godt dø.
Hvis Bare er 300 sider med utroskab, vold, misbrug, gaslighting, og grænser der gang på gang bliver overskredet. Den “kærlighed”, der aldrig skulle have blevet, skulle være stoppet allerede på side 5. Alligevel blev jeg suget ind i fortællingen. Spørgsmålet om, hvorfor Ida roder sig længere og længere ud i fordærv for en lille, skaldet mand, der er dårlig i sengen, var simpelthen for fascinerende. Jeg måtte vide, hvad der drev hende og om hun nogensinde kom ud på den anden side.
Der er ikke en bog drevet af plot, men mere en undersøgelse af, hvorfor vi søger den kaotiske, toxic, og idéen om kærlighed og forelskelse. Hvorfor man er villig til at miste sig selv og alle omkring sig, aldrig får sagt NEJ eller går sin vej. Og hvor man til sidst er så langt ude, at det føles som om, det aldrig kan blive godt igen.
Hjorth skriver smukt med sans for detaljer. Jeg følte, at jeg var tæt på Ida hele tiden. Derfor var det også en frustrerende læsning til tider, da det hele føltes håbløst. Jeg ender på fire stempler stempler 🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
