Sat i Amerika og Nigeria, Dream Count følger fire forskellige kvinder; Chiamaka, Zikora, Katiadou og Omelogor. Hvert kapitel springer imellem deres komplekse liv, fortid, forhold til hinanden og ikke mindst deres oplevelser som kvinder og minoriteter. Selvom deres livshistorier er forskellige og helt unikke, så længes de alle efter lidenskab, kærlighed og at blive set for dem, de er. Men som kvinde, og især som minoritet, kan prisen være utrolig høj.
Og så har de alle en ting tilfælles – mænd.
Mænd fylder rigtig meget og Adichie bruger størstedelen af bogen på at kritisere og kommentere på, hvordan patriarkatet sætter begrænsninger for kvinder. Både professionelt, kulturelt og følelsesmæssigt. At gøre op med disse strukturer og normer er langt fra nemt. Og er ofte modsat med til at bestyrke de selv samme normer, man forsøger at nedbryde. Det er et underligt paradoks, men noget jeg synes Adichie får beskrevet meget fint.
Jeg synes, at det er svært at få opsummeret hvad Dream Count egentlig handler om. Der sker så meget og mange emner bliver berørt. Venskab, forhold, identitet, privilegier – bare for at nævne nogle få. Adichie nævner selv sidst i bogen, at en fortælling sjældent handler om det, den handler om. Her beskriver hun hvad der er fiktion og baseret på virkelig hændelser, hvad der inspirerede hende, samt hvad hun håber, man som læser kan tage mig sig. Jeg tror, at hvis jeg havde læst den del af bogen først, så havde jeg nok haft en anden læseoplevelse. Samtidig læser vi jo alle sammen historier forskelligt med forskellige øjne på baggrund af hvem vi er og kommer fra. Det er nok det, der er hele Adichies pointe.
Adichie er en fænomenal forfatter og meget talentfuld. Jeg ender på fire stempler 🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
