En bøsseroman kalder Bjørn Rasmussen denne lille finurlighed. Og ja, hvis det grafiske udtryk og den satiriske titel siger dig noget, så var det også Bjørn, der sidste år udgav hestepigeromanen Kirstens hævn (som jeg også har anmeldt her på profilen) 🤓🐴
Vi møder “brødrene” Brian og Stefan, da de er helt små og følger dem gennem deres opvækst og spæde start på voksenlivet. En opvækst i en jysk provinsby, hvor der ikke er meget plads til at være homoseksuel eller til at snakke om følelser og forelskelse.
Det var klart mest interessant at læse om Brian og Stefans forhold, da de var børn og teenagere. Jeg var meget investeret i deres dynamik i henholdsvis i skolen vs i hjemmet samt dynamikken med deres mor.
Det er svært at være mere konkret uden at spoile noget, men jeg læste bogen hurtigt og ubesværet og Bjørn Rasmussen skriver, ligesom i Kirstens hævn, fuldstændig råt, usødet og uden at pakke noget ind. Det fungerer supergodt, når man lige har vænnet sig til det.
Dog vil jeg sige, at Stefans besættelse af hundelivet blev lige en tand for freaky til mig og jeg synes, at både hundemetaforer og hundesproget blev for meget og til sidst havde jeg det som om, at der var noget meget ground breaking ved det at leve som hund, som jeg har misset?
Jeg ender på tre hurtige stempler 🌀🌀🌀, da jeg nød den størstedelen af tiden og var godt underholdt, men det er ikke en bog, der kommer til at sidde i mig i lang tid.
Kh Jul ✨
