East of Eden har ligget i min vindueskarm længe. Det er en af de klassikere, jeg har glædet mig meget til at dykke ned i. Dog skulle jeg tage tilløb til at gå i krig med de godt 700 sider. Nu hvor jeg har læst den færdig kan jeg ikke lade vær med at tænke: hvorfor gik jeg ikke i gang noget før??😭
East of Eden er en slægtsroman, der følger to familier – Trask og Hamilton – som bosætter sig i Salinas Valley i slutning at 1800-tallet/begyndelsen af 1900-tallet. Begge familier kæmper hver især med at skabe et liv for dem selv og deres børn. Jorden er svær at dyrke og sygdom og krig truer. Samtidig er det også starten på et århundrede, der ændrer Amerika og verden for altid.
Steinbeck er fantastisk til at bringe denne tid til livs. Jeg blev fuldstændig suget ind i fortællingen og omgivelserne. Alle karaktererne er helt unikke og smukt beskrevet, og selvom der er mange af dem, så spiller hver enkelt en helt særlig rolle.
Inden jeg gik i gang med at læse, havde jeg hørt at East of Eden er en genfortælling af Kain og Abel fra Biblen. Dog synes jeg, at det handler om så meget mere end det. Cal og Aron, der symboliserer Kain og Abel, bliver først introduceret meget sent i bogen og egentlig er alt det, der sker inden meget mere spændende🤭. Især fortællingen om deres mor, Kate/Cathy og forholdet mellem deres far, Adam, Lee og Sam Hamilton gav historien endnu mere dybde og værdi.
Steinbeck drager mange bibelske referencer, men det synes jeg ikke gjorde noget. Tværtimod. Det er en bog med virkelig meget visdom, kritik, og refleksion. Med mange spørgsmål om tro, skæbne, fri vilje, had, hævn, tilgivelse og skyld. Men i alt kaosset fylder kærligheden utrolig meget. Kærligheden til os selv og hinanden. Måske er det dét, der er vores sande paradis.
Der er meget få svar til det hele, men som læser fik det mig ofte til at løft blikket fra siden og bruge et sekund på at fordøje, hvad jeg lige havde læst. East of Eden er et mesterværk og Steinbeck får uden tvivl alle fem stempler 🌀🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
