“You sit down to dinner and life as you know it ends.”
Jeg havde lyst til at læse en bog, som fik mig til at græde. Ja, det kunne en psykolog nok få nogle gode timer med, men det skete ikke her. Jeg blev meget rørt på de sidste 10 sider, men ellers fik den enormt enormt (!!) tragiske historie ikke de store følelser i kog hos mig.
Men det havde jeg ellers virkelig troet, da det handler Joan Didion, der pludseligt mister sin mand, sin bedsteven, sit alting lige efter, at de har besøgt deres datter, som ligger på intensiv afdeling på hospitalet. Og ikke bare én gang ender datteren pludseligt på hospitalet med seriøse indlæggelser. Alt imens, at Joan er midt i sorgen over at have mistet sin John.
Hun siger på et tidspunkt “information is control” og det kan man mærke gennem hele bogen. Hun nævner alle undersøgelser, hospitaler, forfattere til bøger og meget andet jeg ikke engang kan finde ud af, hvad betyder (heldigvis skulle jeg lige tilføje). Og det fylder en hel del gennem bogen – og det tager helt klart alt det følsomme ud af bogen for mig. Men som hun også skriver, så: “Grief turns out to be a place none of us know until we reach it”. Så hvem ved, hvordan man selv sorger over så stort et tab.
Hun beskriver en bog hun læste af en enke, som 23-årige, som nok havde samme effekt på hende, som den her havde hos mig (ej okay, jeg synes ikke hun var self-pity overhovedet, men I ser billedet) så måske skal jeg også bare slutte af med, som hun fortæller sit 23-årige jeg: “Time is the school in which we learn”
Jeg står imellem 2 eller 3 stempler, fordi nogle passager var rigtig fine, men mange passager skimmede jeg hurtig over med forskellige referencer (ps læg mærke til alle jeg har inkluderet for at illustrere læseoplevelsen) og lægefaglige termer. Jeg tror sgu det bliver 2🌀🌀. Så må vi se, om jeg om 50 år har en helt anden læseoplevelse.
Knus Fie 🌻
