I Wuthering Heights får en ny udlejer på Thrushcross Grange, Mr. Lockwood, fortalt historien om dramaet, der udspiller sig mellem familien Linton og Ernshaw af en tidligere husholderske, Mrs. Nelly. Nelly fortæller, hvordan forældreløse Heathcliff bliver fundet på gaden af Mr. Ernshaw og bragt hjem til familien. Her får han et tæt forhold til datteren, Cathrine, og et anstrengt et til sønnen, Hindley.
Catherine og Heathcliff bliver forelsket, men Catherine vælger i stedet at gifte sig med Edgar Linton, en mand af bedre klasse og med større formue. Derfra bliver relationen mellem Ernshaw, Linton og Heathcliff på mange måder sat på prøve og ender mere eller mindre ud i ulykkelighed og tragedie for alle.
Af en eller anden årsag troede jeg, at jeg skulle læse noget romantik. Romantik er der meget lidt af, synes jeg. I stedet fylder psykisk og fysik vold, had og hævn.
Der er ingen af karaktererne, der er særligt likable. Faktisk er de alle sammen ret fucked-up. Dog synes jeg, at det gav fortællingen rigtig meget kant og dybde, og jeg satte pris på den måde, som Brontë formåede at fremhæve hver karakters råhed og menneskelighed på – både på godt og ondt. For hvordan bliver vi, som vi er? Hvordan har forskellige oplevelser og relationer indflydelse på vores liv og verdenssyn? Er vi født onde eller bliver vi det? De spørgsmål synes jeg, at Brontë får undersøgt på en virkelig fin og interessant måde.
Jeg elsker at læse klassikere og Wuthering Heights illustrerer præcis, hvorfor det er, at jeg nyder det så meget. Selvom der er meget had og ondskab, er der samtidig også små glimt af håb. Sproget, formen og hele stemningen omkring fortællingen er magisk og fortjener uden tvivl fem stempler herfra 🌀🌀🌀🌀🌀.
Kh Kami🪩
