Kan en fagbog om klimakrisen føles som et kram?
Solveig Roepstorff skriver med en umiddelbarhed og imødekommenhed om, hvorfor vi mennesker kan vide så meget om klimaforandringer og alligevel tøve med at handle. Hendes ord føles som en håndsrækning ind i en fælles og bedre fremtid for klimaet. Fra et psykolog perspektiv dykker hun ned i paradokset mellem klimakrisens omfang og menneskers tilsyneladende passivitet. Et tungt emne, men som her udfoldes med både varme og nysgerrighed.
Bogen udspringer af Roepstorffs egen “opvågningsoplevelse”: en sommer, hvor hendes sommerhushave visnede, og hun for første gang mærkede klimaforandringerne på egen krop. Den personlige indgang gør, at hun skriver i øjenhøjde og tør stille de spørgsmål, de fleste af os kun tænker i stilhed.
Som læser bliver man gelejdet gennem en udviklingsrejse, der både er lærerig og tankevækkende. Vi hører om menneskets perceptionssystem, samtidens mangelfulde ordforråd til at beskrive klimaforandringer, sociale normers rolle i vores kollektive handlingslammelse og om mennesket som naturhviskere, der dybest set er skabt til at reagere positivt på landskaber, hav, enge og træer.
Det hele gennemsyres af en ydmyg optimisme, som gør bogen både læsbar og opløftende. Jeg lagde den fra mig med følelsen af selv at have fået en lille opvågning. Jeg giver den 5 stempler 🌀🌀🌀🌀🌀, og anbefaler den til alle, der vil forstå klimakrisen på en mere menneskelig måde.
Kh Bjørk, gæsteanmelder 💙
