Åhhh, hvor skal jeg dog begynde. Jeg befandt mig i lidt af en læse-slum, havde haft nogle lidt middelmådige læseoplevelser, intet udover det sædvanlige. Jeg savnede sådan at glemme alt om tid og sted, blive helt opslugt og glæde mig til at sætte mig med min bog. Og gudskelov, The Secret History var lige hvad jeg havde brug for og meget mere til. Jeg tror ikke, at jeg har læst noget så gennemført og kommer måske ikke til det igen. Det er nok en af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Hovedpersonen, Richard, flytter fra en trist og fattig tilværelse i Californien til Vermont for at gå på Hampden College. Selvom han er lidt en outsider, så ender han alligevel med at tilknytte sig en lille elite af bestående af Bunny, Francis, Henry, Charles og Camilla, som studerer græsk og latin. De er allesammen lidt nogle irriterende typer – rige, arrogante intellektuelle, der citerer poesi, drikker whiskey og har en twisted tilgang til moral og etik. Alligevel bliver Richard meget betaget af dem og deres mystik og ærligt, det blev jeg også selv.
Historien har enormt mange lag og detaljer, men præmissen for fortællingen er egentlig simpel. Det bliver allerede afsløret på første side, at en fra gruppen bliver udsat for en forbrydelse. Hvorfor og hvordan er dog uklart. Det hele er fortalt fra Richards perspektiv, som reflekterer over sin tid på Hampden, sin relation til resten af gruppen og hvordan det hele endte, som det gjorde.
Sidst jeg læste noget af Tartt, var mit største problem, at historien simpelthen blev for lang og kedelig. Selvom bogen er omkring de 600 sider, så er den fyldt med så meget spænding og intensitet, at jeg tværtimod ikke kunne få nok. Jeg slugte det hele råt og var simpelthen så fortryllet af Tartts måde at formidle på.
The Secret History er en moderne tragedie og derfor også tung i forhold til sprog, referencer og detaljer. Men frygt ikke! Det er det, der gør den her bog så fantastisk. De største 5 stempler herfra 🌀🌀🌀🌀🌀 og en absolut kæmpe anbefaling.
Consummatum est.
Kh Kami🪩
