5 stempler 🌀🌀🌀🌀🌀
En roman om en teenagepiges forhold til en midaldrende mand og de dybe ar, det efterlader i hendes voksenliv. Handlingen udspiller sig i 1980’ernes kulturmiljø og dykker ned i tunge emner som grooming, magtmisbrug, overgreb og svigt.
Der er noget tryllebindende og rørende ved den måde, alle de små ting får lov at fylde på – hvordan hver en følelse og hver en observation er som en lille separat historie i sig selv. Det minder mig om mig selv – især som barn og ung. Hvordan jeg observerede og mærkede alt omkring mig, vendte selv de mindste ting med mig selv, var forbundet med mine sanser, men ikke med mine følelser. Det ramte mig, hvordan den indkapsler ungdommens usikkerhed og uskyldighed på en næsten melankolsk måde. Sproget er som et digt – de unødvendige ord er udeladt, og tilbage er den rå virkelighed, som den ser ud for en fjortenårig pige, der pludselig føles lidt som mig selv.
Jeg følte især i starten af Eg og Tanjas “forhold” en kvalmende fornemmelse, når jeg læste siderne med overgrebene og groomingen. Jeg blev vred og trist og fik ondt i maven. Senere tog jeg mig selv i at glemme den knugende følelse, som om jeg ubevidst accepterede tingenes tilstand – præcis ligesom alle de andre voksne omkring Tanja. Omfanget af voksensvigt i denne roman er generelt slående. Det fik mig til at tænke på, hvor ubarmhjertigt grooming er, når en voksen kvinde, som jeg, kan glemme manipulationens ansigt på trods af, at jeg kender det. Tanja havde aldrig set det før.
Citatet i starten af bogen dukkede mange gange op til overfladen, mens jeg læste: “At ingen af jer på noget tidspunkt har spurgt om min historie, har jeg oplevet og oplever jeg som en stor sorg.” Det fik mig inderligt til at ønske, at romanen ville have sluttet anderledes. Tanja spørger på side 326: “Hvorfor er min historie ikke min? Hvorfor skal fortiden altid ramme mig som en våd handske slynget ind i ansigtet?” Jeg havde lyst til at råbe til hende, at hendes historie kunne blive hendes, at hun skulle tage ejerskab, at hun intet havde at skamme sig over. Det ville ikke have gjort slutningen lykkelig, men mere retfærdig.
Kh Caroline ❣️
