Jeg var godt nok i tvivl, om jeg kunne fortsætte med at læse den her barske bog efter de første 100 sider, men er meget glad for jeg gjorde. Jeg havde decideret høj puls gennem flere passager. Den er ikke for sarte sjæle, fordi Guillou skjuler bestemt ikke den vold, som har været hans egen virkelighed, da bogen er baseret på hans egen barndom og opvækst…. 💔
Erik er bandeleder, sportsidiot, (meget) intelligent, ekstremt god til at slås og så får han bank af sin far hver dag. Han er 14 år, bor i Stockholm, men noget går galt og han skal starte på kostkole – Stjärnsberg. Her slår lærerne ikke, men til gengæld hersker der ‘kammeratopdragelse’. Hvor rådsmedlemmer og 4. g’erne systematisk mobber, tæsker og sender yngre elever til det nærmeste hospital, hvor alle er “faldet ned af en trappe”. Lærerne og rektor vender det blinde øje til… for sådan har det jo altid været på Stjärnsberg og her gælder der andre love end i det svenske samfund.
Erik nægter nødder, estingslag og pudse sko. For han viser første gang i firkanten, at ham vil man ikke slås med. Hans nye god ven, Pierre med læsebriller, ekstra kilo og det bedste karakterblad er derimod et nemmere offer. Sammen prøver de at kæmpe imod den voldsspiral, der ellers bliver accepteret på gangene. Det er sjældent, at jeg som pige bliver lukket ind i et drengevenskab. Men det var utroligt rørende at læse om Pierre og Eriks venskab. Den kærlighed og ærlighed de har til og for hinanden, og hvordan de sammen prøver at lægge planer for deres egen og hinandens sikkerhed.
Ondskaben viser virkelig de mange forskellige typer ondskab, der findes i verden. Og jeg var særligt vild den fine nuance med de, som ser på ondskaben sprede sig. Jeg synes virkelig det var en fantastisk bog, men fatter ikke mange har læst den i folkeskolen? Man skal lige være klar til at læse om seriøs vold. Ikke destomindre giver jeg den 5 stempler 🌀🌀🌀🌀🌀 og jeg er ellers ikke en voldelig pi’🌻
Knus Fie
