Mange timer har jeg brugt det sidste år med Lila, Lenù, Enzo, Gennaro og resten af kvarteret. Derfor frygtede jeg faktisk at blive færdig og hvordan historien dog skulle ende! Og jeg må sige min frygt kom til virkelighed, fordi jeg følte mig helt tom, da sidste side var læst….
Men på den der måde, når noget rigtig godt slutter. Fordi SIKKE nogle læseoplevelser Napoliromanerne giver. Og må sige, at den sidste her var mine personlige favorit. Måske, fordi man ikke ved, hvad man har, før man læser det færdigt? 😵💫
Fortællingen fortsætter på steroider. Klassekampen bliver større og venskabet mellem Lenú og Lila eskalerer og eksploderer flere gange. Det er svært at sammenfatte alt det, som bogen indeholder. Store følelse, meget historie og endnu mere spænding!
Står faktisk kun tilbage med; kom i gang! Du vil ikke fortryde det. Læs læs læs. Og naturligvis fem stempler herfra!
🌀🌀🌀🌀🌀
Knus Fie 🌻
Ps. når du finder ud af, hvorfor titlen er det forsvundne barn…. 💔 også siger jeg ÆK MERE! 😭
Anmeldelser af de tidligere bøger:
#3 Dem der flygter og dem der bliver
