For tre år siden forsøgte jeg at læse Crime and Punishment for første gang. På side 100 måtte jeg altså give op. Det var simpelthen for uhyggeligt (er ligesom Fie ikke nogen voldelig pi😆). Jeg tænkte nu, tre år senere, at jeg havde modnet lidt og var måske bedre klædt på, til at gå i krig med det uhyggelige. Nu vidste jeg jo, hvad jeg gik ind til 🤭.
I Crime and Punishment følger man Raskolnikov, en fattig studerende i St. Petersborg, som begår et grusomt mord. Raskolnikov er overbevist om, at han ikke har gjort noget forkert, men derimod at hans gerning er retfærdig. Kort efter hans forbrydelse begynder efterforskningen og her bliver Raskolnikov overtaget af en dyb angst og form for vanvid, som langsomt driver ham mod sin egen undergang.
Jeg må ærligt indrømme, at alt stadig var lige så uhyggeligt, som for tre år siden…. Selvom mordet er blodrigt og brutalt, blev jeg mest udfordret på alt det psykologiske. Raskolnikovs fordærv var skræmmende og jeg følte næsten, at jeg selv blev sindssyg.
Fortællingen handler om utroligt mange filosofiske og eksistentielle spørgsmål, som jeg slet ikke har plads nok til at komme ind på her. Dog blev jeg meget betaget af Raskolnikovs Nietzsche-inspireret filosofi om at mennesket kan inddeles i to kategorier: de der kan gøre hvad de vil og dem der er underlagt regler og begrænsninger. Hvem har retten til at leve? Og hvem har retten til at slå ihjel? Man kan vel nok gætte, hvilken gruppe Raskolnikov selv mener, at han er en del af.
Crime and Punishment er en vanvittig læseoplevelse. Jeg kunne slet ikke lægge den fra mig, men skulle samtidig også holde tungen lige i munden undervejs. Plottet går i mange forskellige retninger, episoder forbliver uforløste og karakterer kommer og forsvinder, og så har hver karakter ca 2-3 forskellige navne🫠.
Crime and Punishment er nok en af de bedste bøger, som jeg har læst i år og derfor får den også fem stempler 🌀🌀🌀🌀🌀en KÆMPE anbefaling herfra.
Kh Kami 🪩
