Wow en skør/særlig/speciel læseoplevelse. Bogen er et kontinuitetsnotat mellem patient Anna, som er psykisk syg, og hendes psykiater Birgit, som har samtaler med Anna og skriver ned, hvordan hendes tilstand er. Anna skriver digte om sin tilstand.
I starten af bogen var jeg klart mest optaget af Birgits afsnit, da de var meget tekniske, letlæselige og et bevis på, at der findes folk i vores velfærdssystem, som virkelig brænder for deres arbejde. Folk der går den ekstra mil for at møde sine patienter, hvor de er, med et sprog de kan forstå. Sådan en psykiater er Birgit.
Jo længere jeg kom, blev jeg dog også mere og mere ramt af Annas digte. Anna er tydeligt syg og har det rigtig dårligt. Jeg blev meget rørt og ked af det af at læse, hvor dårligt man kan have det som psykisk syg, og hvor svært det kan være at rumme det hele. At rumme at være menneske.
Anna og Birgit er gode for hinanden, men hvor det bliver tricky er i magtforholdet mellem dem. Birgit nævner selv magtforholdet flere gange, for ligesom at stoppe sig selv i at blive for emotionelt involveret, men det løb er måske allerede kørt.
Jeg lander på tre rigtig store stempler 🌀🌀🌀, kun fordi der var mange af Annas digte, der simpelthen var nærmest uforståelige for mig. Måske er jeg ikke god nok til at gennemskue poesi på den abstrakte måde. Men jeg vil anbefale den, hvis man ønsker at få et anderledes indblik i vores psykiatri.
Kh Jul ✨
