“Kun noget levende kan være så blødt
Uden kærlighed dør jeg”
Sådan står der på første side, når man åbner for digtsamlingen. Åh. En digtsamling, hvor alle ramte mig. Så fine. Så smukke. Det er en digtsamling, der alle — uden undtagelse — kredser om kærlighed, om forelskelse, ind-og-ud relationer med det andet køn, brud, kærlighed.
I digtsamlingen er der aftryk fra en botanikbog af planter, hvor billedteksterne nærmest også står som prosadigte 🌱
Lola Baidel skriver enormt smukt, sanseligt, nærværende, lettilgængeligt, selv i barske digte. Mine favoritdigte er nærmest umulige at vælge. Der er enormt mange smukke, fine, rammende. Jeg tror, hvis det endelig skal være, så må det være “Incest”, “Opvågnen”, “Angst”, General Napoleon”, “Repusering” og “Der er så meget” (prøvede at holde igen, men svært!)
Sidst, så kan jeg ikke komme udenom forsiden. Helt enormt fint og smukt billede af Lola. Udgivet første gang i 1978. Stor anbefaling.
Fem stempler 🌀🌀🌀🌀🌀
Kh manda 🐬
